Kirkegården

Kirkegården på torvet

Af bykortet over Hillerød fra det 18.århundrede fremgår, at kirkegården dengang lå på den østlige del af det nuværende torv og strakte sig op over bakken, hvor der senere er bygget det rådhus, der nu er en del af politigården. På denne kirkegård blev der i 1649 opført et hus, fra hvilket begravelserne fandt sted. Huset var meget tarveligt og lille, opført af lerklinet bindingsværk med bræddeklædte gavle og teglhængt tag og kun 5 bindinger langt. Der var to vinduer. En prædikestol og en bænk var alt, hvad der nævnes af inventar. Kort efter, i 1652, opførtes - også på kirkegården - et nyt klokkehus af tømmer, og i dette fik byens tre klokker deres plads. Klokketårnet måtte fornyes allerede i 1662, og i 1668 kom et nyt "ligbørhus" opmuret i tegl.

Kirkegården flyttes

Omkring 1830 nedlagdes den gamle kirkegård i Hillerød og gav plads for byens rådhus. Den nye kirkegård anlagdes øst for Mørkegade, nu Østergade. Da man nedlagde den gamle kirkegård, gik det lidt hurtigere end man i dag ville regne for sømmeligt. I 1830 opgravedes og overflyttedes 67 kister, og også i de følgende år foretoges mange kisteflytninger.

Nyt kapel bygges

På den nye kirkegård byggedes i 1874 et kapel, som flere gange blev forlænget, og fra 1928 kunne rumme op til 250 personer. I 1933-34 ombyggedes kapellet, og forsynedes med et tårn. Det er dette kapel, der i 1987 er ombygget og udvidet til at fremtræde som Hillerød Kirke.