Kirkens udsmykning

Kirken har et centralt symbol, som går igen mange steder i kirken inventar og som også er kirkens logo.

Nogle af tankerne bag dette beskrives herunder.

Desuden kan der er menuen findes yderligere information om kirkens inventar.

Alterkorset

Det 12-armede kors er en form der stammer fra den koptiske kirke, der er den kirke der mest ligner oldkirken. De tolv korsender symboliserer de tolv apostle. I Hillerød Kirkes store alterkors varieres formen, idet selve korset ikke er synligt - som symbol på Kirkens væsen, det åndelige liv som manifesterer sig ved sine gerninger. Korsets afgrænsning er brudt for enderne af korsarmene, der således fortsætter ud i evigheden og bliver uendeligt.

Altersølvet 

Kirkens altersølv har også det 12-armede kors som gennemgående symbol. Sølvsmed Jørgen Dahlerup har kaldt idéen "Sjælens rum". Større sølvarbejder, som fx kirkesølv hedder i fagsproget korpusarbejder. Da korpus, som er latin, betyder krop kan det være et symbol på menneskets krop. Mennesket har en sjæl inden i sig, men sjælen er usynlig, derfor er der et stort hulrum i sølvkorpuset. Den kristne sjæl vises her med et kors, der udfylder "Sjælens rum", og går tværs igennem korpuset. Der kan lægges mere symbolik i denne form. Da korset omkranses af evighedscirkelen, kan det vise, at kristendommen er til alle tider. Cirkelen kan også være jordkredsen, hvor korset går fra Øst til Vest og fra Nord til Syd.