Udgivet ons d. 20. maj 2020, kl. 13:41

Vi kan nu igen mødes til gudtjeneste – dog med restriktioner, så vi ikke alle kan mødes.

Vi glæder os over, at vi kommer til at kunne mødes med nogle af dem, som vi ikke har set længe – og så kommer vi til en tid endnu at mærke afsavn af, at alt endnu ikke er helt frit.

Fra Kristi Himmelfartsdag og indtil videre holder vi to gudstjenester pr søndag/helligdag kl. 9.00 og 11.00.

Der må være 53 deltager til en gudstjeneste i Hillerød Kirke. Derudover kommer ansatte og frivillige, der har en rolle ved gudstjenesten.

Der er kun adgang til kirken via hoveddøren. Kirketjeneren er pålagt ikke at lukke mere end 53 ind.

Vi skal sidde med 2 meter mellem hinanden. Man må kun sætte sig på en stol, hvor der ligger et gudstjenesteark. Dog må en husstand gerne sidde sammen og skal sætte sig på en række, hvor der ligger gudstjenesteark. Der vil være frivillige, der hjælper folk på plads. Der er særlige stolerækker, der kun må bruges kl. 9.00 og andre, der kun må bruges kl. 11.00.

Gudstjenesten kl. 9.00 bliver streamet.

Kirkekaffe og kirkefrokoster er aflyst foreløbig.

Nadver gennemføres som kontinuerlig uden man knæler ved alteret og med engangsbægere.

Børnekirke

Der er ikke børnekirke Kr. Himmelfartsdag og søndag d. 24. maj.

Børn er meget velkomne, og kan bruge tegnemapper og bøger. Tegnemapper og bøger efterlades på stolene og indsamles af kirketjenerne efter gudstjenesten og må først bruges igen efter 48 timer.

Børnekirkens ledere mødes på tirsdag d. 26.5 og afgør, hvordan vi ud fra retningslinjerne kan holde børnekirke.

Tilmelding

Som skrevet, er vi i den urimelige situation at vi ikke kan lukke alle ind i kirken. Derfor har vi to gudstjenester og derfor sendes gudstjenesten også stadig online.

For at undgå at folk kommer forgæves og afvises i kirkedøren, så opretter vi tilmelding til gudstjenesterne via hjemmesiden eller via telefon 48 26 13 11 til kirketjenerne (Man-fre 10-14).

Vi når det dog ikke til i morgen. Hvis vi når det til søndag, får I en melding om det. Men ellers vil der være tilmelding fra Pinsedag. Der kommer nærmere anvisning om hvordan.

I morgen og søndag opfordrer vi jeg til at dukke op kl. 8.45 og belave jer på, at I muligvis bliver afvise i kirkedøren med mulighed for at komme igen. Hav tålmodighed med og et smil på læben til de andre. Man kunne evt. gå en tur i slotsparken med et par af de andre, mens man venter på næste gudstjeneste. Nogle vil måske også kl. 11 blive afvist og må gå til gudstjeneste hjemmefra.

Sig tak og glæd jer

Til slut er vores opmuntring: Tak Gud og glæd jer med hinanden over hans godhed mod os og hvad vi hver især har at glæde os over. Lad os være her for hinanden sådan, at denne tid med adgangsbegrænsning kan være anledning til at vi hjælper og opbygger hinanden. 

Kategorier Aktuelt